EUs landbrugspolitik – ren protektionisme

”EU's regeringer bruger årligt nok penge på den fælles landbrugspolitik til at flyve samtlige 21 mio. malkekøer verden rundt - med stop i London, Shanghai, Hong Kong, Singapore, Hanoi, Siem Reap, Brisbane, Auckland, Raratonga, Los Angeles og San Francisco - og stadigvæk give hver af dem 4000 kr. med i lommepenge”
Glenys Kinnock, britisk MEP (Labour), 2.september 2002

Der var engang, hvor det at give landbrugsstøtte indenfor Fællesskabet (EF) gav mening, da man manglede fødevarer enormt. Hele ideen bag landbrugsstøtten kommer som en konsekvens af de sultende mennesker der levede i Europa lige efter den 2. Verdenskrig. Folk sultede i den periode og det ønskede man at forhindre igen, ved at EF skulle være selvforsynende med fødevarer. Og da situationen i starten var at produktionen af landbrugsvarer var forholdsvis lille, og området indførte en del fødevarer fra lande uden for Unionen, mente man at man skulle forøge landbrugsproduktionne. De uhyrligt høje priser på korn, mejeriprodukter og sukker på grund af støtten, førte imidlertid til en sådan stigning i produktionen, at der opstod stadigt større overskud af fødevarer.

Derfor har EU i en årrække givet støtte til landmændene, så overskuddet har kunnet sælges på verdensmarkedet. Desuden har man givet diverse former for støtte for at forhindre landbruget i at producere fødevarer i det omfang erhvervet kunne, hvis de ikke blev begrænset. Det sidste er sket ved, at man har braklagt 10 % af samtlige landbrugsjorde i hele EU og givet landbruget kompensation.

Eksportstøtten er til skade for de fattige lande

Fattige lande, som relativt let kunne starte en landbrugsproduktion med eksport for øje, stilles i en umulig situation. De skal konkurrere med EUs overproduktion, der dumpes med eksportstøtte. Støtten får priserne til at falde, så produktionen kommer til at give underskud. Og da EU ikke selv tillader indførsel af landbrugsvarer, kan ulandenes bønder ikke redde situationen ved at eksportere deres varer hertil. De skævvridende og protektionistiske støtteordninger ødelægger ulandenes hjemmemarked og eksportmuligheder og er til skade for hele handlen med fødevarer på verdensmarkedet. Derfor har de i årevis protesteret mod EUs politik i Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Eksportstøtten er på vej væk - måske 2013!

WTO er i gang med en reformproces, som er blevet forsinket ca. et år i forhold til den planlagte ikrafttræden i juli 2005. Landbrugsforhandlingerne har længe været fastlåst, bl.a. fordi store landboorganisationer i vigtige EU lande som f.eks. Frankrig stritter imod. Rammerne for fremtiden er altså uklare.

På det møde under WTOs Doha-runde, som blev afholdt i december 2005 i Hong Kong enedes man om, at eksportstøtten burde være væk i 2013 og kraftigt reduceret allerede i 2010. Men det betyder jo, at EU kan fortsætte med at dumpe sine produklter i de fattige lande indtil 2013. Det må siges, at være fuldstændigt uacceptabelt.

Selv det, at EU skulle tvinges til at acceptere en slutdato i 2013, fik næsten EU til at true hele mødet med det totale sammenbrud. Minimum 7 EU-lande var rede til at gå og smække med døren. Dermed ville de havde ødelagt enhver form for hjælp til de fatigge lande, men det var et stort antal EU lande tilsyneldende parate til.

Det endte med at EU accepterede slutdatoen for eksportstøtten under følgende betingelser, nemlig at de nærmere betingelser skal være aftalt inden april 2006. Det ser ikke ud til at man når det og dermed kan EU bruge det som argument til at udskyde eksportstøttefristen yderligere ud i fremtiden. Så om eksportstøtten nu også er væk i 2013, kommer helt an på EUs vilje til at få det til at ske - indtil nu har den vilje bare ikke været der!

Det hvide guld – kampen om den søde tand?

I næsten fyrre år kørte EU med en fuldstændig uforanderlig politik, når det drejede sig om hvordan man skulle se på sin sukkerpolitik. Det betød, at man støttede sine sukkerproducenter og industrien med enorme beløb. Faktisk udgjorde støtten op til 60 % af sukkerets værdi, når det var klar til salg i butikkerne. I forhold til det globale plan er det meget, da man i resten af verden ikke når over 33 % af deres sukkers værdi, der er støttebaseret. Disse beløb gjorde det muligt for Danmark, at blive et af de førende lande indenfor sukkerproduktion i verden, til trods for vores klima, der slet ikke egner sig til sukkerproduktion.

Det er et faktum, at det koster op til 50 % mere at producere sukker af sukkerroer, som vi gør i Nordeuropa - end det koster at producere sukker af sukkerrør, som man gør det i Caribien og Afrika.

Foruden denne holdning til sine fattige handelspartnere beskytter EU sit eget marked gennem told og andre handelshindringer. Toldsatsen i EU på sukker er på 4700 kroner pr. ton. Til sammenligning er Mozambiques sukkertold på 150 kroner pr ton.
Uden EUs sukkerordning ville flere af de fattigste lande kunne eksportere sukker og europæiske forbrugere ville kunne købe billigt rørsukker i butikkerne.
Den Europæiske Unions enorme støtte til sukkerproduktion rammer især Sydafrika og lande i Sydamerika.

WTO fastslog i oktober 2004, at støtten til sukkeravlerne i unionen er ulovlig. Men selv et forslag fra EU-kommissionen om, at unionens støtte begrænses med 36 procent og at skære ned på støtten til eksport af overskydende sukker, fjerner det ikke de grundlæggende uretfærdigheder.

Sukkerreformen - et slag i luften!

For selvom man faktisk enes om en reform, trods massive protester fra en del af EUs gamle landbrugslande, såsom Frankrig, blev resultatet noget magert. Godt nok sænker man støtten på de 36 % over fire år - indtil 2009

Men selvom reformen bliver fuld ud implemneteret, så kommer man ikke ned på verdensmarkedsprisen indenfor EU - prisen vil stadigvæk være dobbelt så høj som verndensmarkedsprisen.

Desuden vil en række fattige lande, som tidligere har haft en særordning med EU. Det har hovedsageligt være de tidligere europæiske kolonier. Disse lande har haft lov til at sælge deres produkter i EU og få den høje europæiske pris for deres varer - det slutter også nu, med reformen af sukkeret.
Men hvor EUs landmænd kan se frem til en 4. årige kompensationsperiode på samlet set næsten 60 milliarder kr, kan de fatigge ulande kun se frem til 1. års kompensation for deres tab. Men de 18 fattige ulande (ACP-landene), som det drejer sig om vil kun få ca. 300 millioner kroner i erstatning. Men før de bliver udbetalt tager EU først små 9 millioner kroner af beløbet til administration af erstatningen. Pengene bliver heller ikke udbetalt i det første år, hvor konsekvenserne for ulandene kan mærkes - 2006. Først i 2007 vil erstaningen blive udbetalt. IfølgeOxfam.

De sidste lande er nok de største tabere ved reformen, da de lige havde nået at indstille deres produktionskapacitet til at de nu skulle tjene lidt penge på EUs overdådige sukkerordninger. Så selvom EUs ordninger stadigvæk vil være højere end verdensmarkedspriserne, vil de to sidste landekategorier stadigvæk være tabere, da de med reformen mister deres priviligerede adgang til EU-markederne.

Mælk

Mejeriselskaberne i EU modtager hvert år over 7,5 milliarder kr. alene i direkte eksportstøtte. Det betyder, at EU mælkepulver sælges på verdensmarkedet for halvdelen af produktionsomkostningerne. EUs mejeri-støtte ordninger har store konsekvenser for fattige bønder i den tredje verden.

For det første bliver de forhindret af toldmure på eksempelvis 150 % for smør og 50-60 % for mælkepulver (tal fra 2001). Desuden skal de opfylde mærkelige regler, som har det ene formål at holde mejeriselskabernes konkurrenter ud. Hvis de vil eksportere til andre lande end EU, skal de også konkurrere med støttede EU-produkter på verdensmarkedet.

For det andet ødelægger støtteordningerne hjemmemarkeder. I mange ulande er det billigere og nemmere for forbrugerne og for forarbejdningsindustrien at købe støttet EU mælkepulver end at købe frisk mælk fra landets egne bønder. Derfor kan det ikke betale sig at investere i bedre produktionsformer og muligheder for at skabe nye arbejdspladser går tabt.

Godt nok har man lavet reformer af dette område også, men det betyder ikke at man er i nærheden af at fjerne denne konkurrenceforvridende støtte. Det har betydet at man fra 2002 til 2004 har fået reduceret støtten fra 45 % til 34 %, af varens samlede værdi. Det er selvfølgelig et stykke på vejen, men når man tænker på at ulandenes fattige bønder må klare sig helt uden støtte, så er der langt til fair handel EU og omverdnen imellem.

Også internationalt er det ikke noget at prale for meget med, da eksempelvis New Zealand kun har en støtteprocent på 1 % af varens værdi, som kommer fra offentlig støtte.

Som modydelse til denne reform har EU-bønderne fået en kompensation på 8 øre pr liter mælk som de levere. Det betyder samlet, at EU-mælkebønderne mister en del penge, men ikke så meget, som hvis de var blevet bedt om at konkurrere med den fattige bonde i Jamaica.

USA opfører sig bedre end EU

Unionens eksportstøtte er mere end tre gange så stor, som den, der ydes af USA, og den er til ubodelig skade for ulandenes bønder. Over 70 procent af USAs landbrugsstøtte til miljøforbedringer og konsulentbistand som er langt mindre skadelig for u-landene end EUs politik.

Kun 18 procent af EU's støtte gives på denne måde.

Under Doha-runden i Hong Kong (december 2005) var det faktisk USA, der imod EU lancerede ideen om, at man skulle afvikle eksportstøtten. Det var den amerikanske regering der smed denne sag ind på bordet i forhandlingerne, til EUs store fortrydelse. Det var lige ved at ende med, at EU havde forladt forhandlingsbordet i Hong Kong på baggrund af amerikanernes initiativ, hvis man skal tro de danske NGO'ere der var ved møderne i Hong Kong.

Dansk landbrug siger også nej til støtten

Men støtten kommer ikke væk af den grund. For selvom dansk landbrug udtaler gang på gang, at de også helst vil være foruden denne urimelige støtte er kræfterne for store. Hele EU-systemet har besluttet sig til, at man ikke vil lave nogle ændringer af betydning og det har landbrugslandene i EU (som har vetoret) besluttet. Frankrig og Polen vil ikke være med til at reformere dette område. Interesserne er for store.

Dansk landbrug beder bare om, at man laver ændringerne over tid, så man ikke fjerner støtten fra den ene dag til den anden. Men erhvervets præsident, Peter Gemælke har offentligt udtalt, at det ville være en fordel for danske landbrug, at komme af med støtten. Så man konkurrerede på lige fod med andre lande i verden.

Desuden kommer støtten til at betyde, at jordpriserne stiger. For man kommer til at købe sin jord med en forventning om at man dermed også køber retten til en fremtidig støtte. Derfor stiger jordpriserne og det rammer jo især de yngre landmænd, der ikke kom med på vognen før støtten blev indført.

Støtten gives ikke engang efter hensigten indenfor EU

Det er de store landbrug der får støtten og slet ikke de små, som var dem der egentlig var tiltænkt da man startede ordningen. Man har lavet ordningerne i EU for at bevare bønderne på landet, så de kunne leve af deres erhverv og ikke var nød til at søge til byerne. Det er ikke lykkes, at begrænse udviklingen af stadig større og større gårde og dermed færre ansatte ved gårdene.

Landbugsstøtten hjælper ikke de små bønder i idylliske områder. Det er ikke for den, at gedeavleren kan have sine dyr på bjergsiderne i Alperne.

"Folk der tror det drømmer, (...) støtten hjælper kun de store mekaniske og kemiske landbrug"
Som Ian Goldin (vice-præsidenten for Verdensbankens afdeling for eksterne forbindelser) udtrykte det på et seminar i Bruxelles den 4. april 2006.

Derudover er det især de store landbrug, der får den største del af de 10 milliarder kroner Danmark hvert år får til landbrugserhvervet fra EU. 108 landbrug/godser i Danmark modategr hver over 1 million kroner om året fra EU. Heraf får den største Bregentved Godskontor 5,3 millioner kroner og ifølge godset selv er tallet snarere 6.3 millioner, da de også ejer nogle virksomheder, der igen får støtte. Ifølge Jyllandsposten den 19. september 2003.

Af store modtagere kan også nævnes Arla (1,2 milliard), Danish Crown (119,6 millioner), Dansk Jordbrugsforskning (111,1 millioner) Dansk Landbrugsrådgivningscenter (29,9 millioner), Novo-konsernen (63,9 millioner) og Toms-chokolade (4,5 millioner). Dette er kun nogle af dem, som modtager støtten og de er ikke ligefrem fattige danske bønder alle sammen. Tallene er for 2003 og er stillet til rådighed af Dicar.

Vidste du, at:

- en ko i EU får 100 gange mere støtte end der gives til en indbygger i Afrika i udviklingsbistand!

- en ko i EU hver dag får 13 kroner i landbrugstøtte!

- EU’s støtte til medlemslandenes sukkeproducenter betyder dumpning af priser på EU-sukker, så sukkerbønder i ulandene udkonkurreres!

- de rige lande hver dag bruger over 1 milliard kroner på landbrugsstøtte!

- EU-støttet mælkepulver sælges så billigt, at 20.000 bønder har måttet slagte deres køer i Den Dominikanske Republik!

- man kan sende alle EUs 21 millioner køer med en flyvemaskine - jorden rundt - på buisness class og stadigvæk give dem lommepenge med hjem, for EUs landbrugsstøtte!

- unionen hvert år giver i alt 450 millioner kroner i eksportstøtte til at eksportere 200.000 levende køer og tyre til Mellemøsten (og transporten kan tage 10 dage!)!

Hvad burde Danmark gøre?

Vi mener, at Danmark skal kæmpe side om side med de lande i verden, som ønsker at fattige lande skal kunne sælge deres landbrugsprodukter på ordentlige vilkår. Det mener Dansk Landbrug sådan set også: ”Dansk Landbrug er fortaler for øget frihandel, fordi det på langt sigt også er til vores fordel som eksporterhverv. Dansk Landbrug ønsker sig bare tid til omstilling” .

Ifølge Jyllandsposten (den 12. marts 2003) vil en fuldstændig afskaffelse af EUs landbrugsstøtte give Danmark en nettogevinst på over fem milliarder kroner.

Vi kunne altså slå hele to fluer med et smæk: Både leve op til hvad der er bedst for de danske landmænd samtidig med, at vi søger for udviklingen af den afgørende sektor for de fattigste lande, nemlig landbruget. Samtidigt burde det være muligt for Danmark at støtte produktionsformer, der f.eks. gavner miljøet
En liberalisering af de riges landes landbrugspolitik vil årligt give de fattige lande en gevinst på 8 mia US$. Men de fattige småbønder skal hjælpes til en produktivitetsstigning, hvis de skal klare sig i konkurrencen. Liberalisering er ikke nok. Danmark burde derfor slås for bl.a. en ordentlig infrastruktur og kreditsystemer i Verdenshandelsorganisationen, WTO, og i FN. Vi kan bare ikke stå skulder ved skulder med de fattige lande i denne sag sammen med lande som New Zealand, Canada og Australien (Cairnsgruppen) og faktisk også nogle gange USA. Det skyldes EU. Det er nemlig EU-kommissionen, som forhandler på vegne af flertallet i unionen. Danmark har med andre ord deponeret sin stemme i Ministerrådet, hvor man vi kan blive stemt ned. I alt har vi ca. 2 % indflydelse på beslutningerne på landbrugsområdet i EU.