EUs bistandspolitik er problematisk

I dag bliver dele af den danske bistand forvaltet af EU. Den Europæiske Unions bistand bliver kørt meget bureaukratisk. Det tager i gennemsnit fem år at tage stilling til nye udviklingsprojekter, og samtidigt er det meget svært at komme igennem med forslag til bistandsprogrammer i EU.

Samtidigt taler EU-landene med én stemme i FN. Det betyder, at Danmark ikke kan gå sammen med mere progressive lande, når FN eksempelvis afholder topmøder om diverse problemer, såsom hvordan vi bedst bekæmper sult og nød i de fattige lande.  

I Folkebevægelsen mod EU og Folkebevægelsens Ungdom synes vi, det er synd og skam, at man skærer på et relativt godt fungerende Danida-system, samtidig med, at man overfører flere og flere midler til uddeling gennem et – i bedste fald - trægt EU bureaukrati. Det er bedre at satse på bistand gennem Danida og FN. I FN har man erfaringen, er upartisk og ikke mindst global: De fattige lande sidder selv med ved bordet.

Bistanden er faldende

”Vores forlegne ligegyldighed er blevet til en selvbehagelig ligegyldighed. Enhver interesse i at yde udviklingshjælp er forduftet. Hvert land bekymrer sig tilsyneladende kun om dets egen baggård”.
(Den daværende franske præsident Francois Mitterrand, marts 1995).

Mere end én milliard mennesker i verden lever for mindre end en dollar om dagen (ca. 6 danske kroner). Yderligere 2,7 milliarder har mindre end to dollar (12 danske kroner) om dagen til rådighed. Hvert år dør 11 millioner børn – de fleste under fem år, og hele seks millioner af dem dør af helbredelige sygdomme som malaria, diarré og lungebetændelse. Sygdomme som vi i Vesten kan beskytte os imod (kilde: www.undp.dk). Der er derfor god grund til at støtte de fattige lande økonomisk, og allerede i 1970 besluttede man i FN, at bistandshjælpen fra de rige lande skulle op på mindst 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI), så kan den ekstreme fattigdom og sulten blive halveret.

Under et topmøde i FN år 2000 vedtog verdens ledere så flere konkrete mål for udvikling i årene op til 2015. Disse mål drejer sig om:

NGO'ere som arbejder med disse mål siger alle samstemmende, at for at det skal lykkes, så må bistanden op fra de rige landes side og dermed er det også så katastofalt, at EU-landene ikke har gjort et bedre arbejde, med at opfylde FNs beskedne krav.

Men EU-landene vil kun forsøge at nå op på 0,56 % i 2010. I dag er det kun de tre skandinaviske lande (Danmark, Sverige og Norge) samt Nederlandene og Luxembourg, der lever op til denne vedtagelse i FN. I gennemsnit er EU-landene kun nået halvvejs. Flere lande har en ulandstøtte på under 0,3% af BNI f.eks. tre af EUs største medlemsstater Tyskland, Italien og Spanien. Og som den britiske bistandsorganisation Oxfam påpeger i en rapport fra 2005, er ulandshjælpen faldende. Målt i forhold til de rige landes nationalindkomst er bistanden blevet halveret siden starten af 1960erne. OECD-landene er gået fra at give 0,48% til sølle 0,24% af BNI. De rige landes bistand svarer pr indbygger til, hvad det vil koste, hvis de alle hver uge køber en kop kaffe (lidt under 10 danske kroner)! (kilde: www.oxfam.org.uk).

EU lover tit flere penge til de fattige, som man eksempelvis gjorde ved WTO forhandlingerne i Doha-runden i Hong Kong (december 2005). Men når der så bliver set lidt nærmere på det EU lover, så er det allerede tidligere løfter, som bliver afgivet endnu engang. Ved Doha-runden i Hong Kong lovede man ca. 15 milliarder kroner. Men de tal dækkede over, at de 7.5 milliarder allerde var et beløb man havde lovet og de resterende 7.5 milliarder kroner var nogle EU sagde, at sine medlemslande ville betale. Og med det tempo mange af EU-landene har på, så skal de fattige lande nok ikke for alvor regne med at se disse penge i nær fremtid.

Det virker som oftest nærmest mærkeligt, at EU støtter de fattige lande med bistand, når man samtidigt udkonkurrere de selvsamme landes landbrugsproducenter, med EU-varer der sælges til dumping-priser. Dette gale projekt må stoppes, da det i den grad viser dobbeltmoralen fra sin værste side. Det virker jo mærkeligt, at først udkonkurrere vi nogle lande til randen af fallit og så kommer vi bagefter og giver dem lige præcis nok i bistand, at de kan "leve" videre.

Vi burde nok gøre det den anden vej rundt og sige, at vi vil give dem fair handelsmuligheder og på den måde lade dem handle sig til en bedre position, istedet for at de skal tigge sig til den.

Vidste du at:

- 314 millioner mennesker eller 46 % af Afrikas befolkning lever for under en dollar om dagen?

- Det er 87 millioner flere fattige end i 1990, og i 2015 vil der være yderligere 50 millioner ekstremt fattige på kontinentet?

- Italien giver kun 0,17 % af BNP og hele 92 % af italiensk bistand er bundet til indkøb af egne varer og service ydelser?

- Tyskland vil – med sit nuværende tempo - først nå målet om 0,7 % af BNP i 2087?

- Grækenland giver kun en femtendedel af udviklingsbistanden til de fattigste lande?

- De skandinaviske lande giver alle mere end FN anmoder om, mens det i det øvrige EU kun er Luxembourg og Holland, der lever op til sine bistandsforpligtelser?

EU bruger bistandspenge til våben

I juli 2003 deltog den daværende danske EU-kommissær for udvikling og bistand, Poul Nielson på Den Afrikanske Unions topmøde i Mozambique. Her tilbød han på vegne af EU at bruge penge fra bistandskassen til at finansiere afrikanske udrykningsstyrker. Poul Nielson udtalte, at:
"En konflikt er et lige så godt grundlag for tildeling af udviklingsmidler til fredsbevarende aktiviteter som en tørke eller kaffekrise".

EUs politiske krav kan forhindre demokrati i ulandene

I EU mener man, at bekæmpelse af terrorisme skal indgå som en klausul i alle relevante bistandsprogrammer. Det lyder måske meget godt, at EU ikke vil støtte stater, der hjælper terrorister. Men en klausul er bl.a. blevet kritiseret af tidligere justitsminister, Ole Espersen, der gør opmærksom på, at bekæmpelse af terrorisme kan bruges som begrundelse for at slå ned på folk, der tilhører oppositionen i de pågældende lande.

Ulla Holm fra Dansk Institut for Internationale Studier peger på, at det går stik imod at få ulandene til at indføre mere demokratiske tilstande. Ved at kræve en indsats mod terrorisme kommer EU til mere og mere at ligne USA – og det vil forøge risikoen for terrorhandlinger i Europa (kilde: Det ny Notat den 26. marts 2004)

Vi kan støtte ulandene

De fattige lande har det i dag svært i internationale forhandlinger, fordi deres forslag i reglen møder stærk modstand fra både USA og EU. Her burde Danmark være en støtte sammen med frie lande som blandt andet Norge og Canada. Det kan vi bare ikke, fordi EU-kommissionen forhandler på vegne af alle EU-lande – også selvom f.eks. Danmark eller Sverige er imod. I Den Europæiske Union kan vi blive stemt ned.